Der er mange gode grunde til at lave en havedam. En havedam skaber liv i din haves opbygning, men samtidig vil vand i haven skabe en helt speciel ro, der virker afstressende for mange

Vand i haven er godt for natur- og dyrelivet, da det tiltrækker padder som skrubtudser. Disse er både føde for fuglene, men samtidig er de også et naturligt våben mod dræbersnegle, da de er skrubtudsens foretrukne føde. En lavere bestand af dræbersnegle, eller endda helt eliminering, er for mange haveejere at foretrække, da det naturligvis vil gavne hele havens planteliv.

Den rette placering i haven

Inden du anlægger en havedam, er der mange overvejelser, du skal gøre dig. Du skal naturligvis overveje, hvor i haven du vil anlægge dammen. Her skal du tænke over, hvorfor du ønsker en havedam. Er det for at opleve roen, havedammen giver, er det en god idé at placere den et sted, hvor du ofte kommer, som eksempelvis ved din terrasse. Er det fordi, du ønsker at tiltrække et rigt dyreliv, anbefaler vi at placere den et mere roligt sted i haven.

Derudover er det en god idé at placere havedammen et sted med lidt skygge. Hvis den står i fuld sol, risikerer du, at vandet bliver for varmt og dermed indeholder for lidt ilt. Dog skal dammen stadig have 5-6 timers sollys om dagen, for at planterne i dammen lever optimalt.

Hvordan skal dammen se ud?

Når du skal lægge en havedam, skal du naturligvis også overveje, hvilken stil og form dammen skal have. Her kommer dammens placering også lidt ind i billedet. Ønsker du noget vand tæt på huset, er det vigtigt, at dammen passer til husets arkitektur eller terrassens belægning og form. Her kan det være en idé med enten en rektangulær form eller et helt rundt bassin, som eventuelt kan udsmykkes med et springvand eller bassinlys.

Hvis havedammen skal placeres længere ude i haven, er det oplagt med et naturligt vandhul med bløde kanter og mange sten og planter, der tiltrækker et rigt dyreliv. Ønsker du en stor havedam, kan du tilmed installere en lille bro, hvorpå du og familien kan hygge jer med at kigge på dammens mange fisk og andet dyreliv.

Vigtige tekniske overvejelser

Som du kan læse, kræver det en del overvejelser og arbejde, når du skal installere vand i haven. Samtidig kræver det også en del vedligeholdelse for, at det bliver ved med at se flot ud. Der findes dog en række udstyr til havedammen, du kan anskaffe dig, som hjælper dig med at holde vandet friskt og rent.

Hvilket udstyr du skal bruge, er en god idé at have styr på, inden du anlægger dammen, da det både er billigere og lettere at etablere samtidig med, at du anlægger havedammen, fremfor bagefter.

Når du skal vælge rensningsudstyr til havedammen, kan du blandt andet vælge imellem forskellige havedamsfiltre, der renser vandet mekanisk og biologisk eller havedamspumper, der kan hjælpe i filtreringsprocessen og samtidig er med til at skabe et sundt miljø for fisk og planter i havedammen.