De fleste kender fornemmelsen af at være på besøg i et hjem, der virker som om, det er taget direkte ud af et boligmagasin. Det er upersonligt, og minder i værste fald om en ferielejlighed eller et udlejningssommerhus. Men hvad er det lige, som gør et hjem personligt? Det er ikke én ting, men snarere en kombination af faktorer, der alle sammen er med til at pege i den rigtige retning, og heldigvis er der mere en én måde at gøre sit hjem personligt.
Her kan du læse nogle tips til, hvor du kan starte, hvis du gerne vil have mere personlighed ind i din egen indretning.
Find løsninger, som passer til dig
En personlig indretning tager tid. Når man taler om personlig indretning, mener de fleste et hjem, som man kan se er tilpasset nogle bestemte menneskers liv. En personlig indretning er altså individuel: Det er en indretning, der er tilpasset din egen hverdag og smag.
Det giver for eksempel et upersonlig indtryk, hvis alle dine møbler stammer fra det samme varehus. Et godt sted at starte er derfor at sikre sig, at alle ens møbler ikke er lige gamle. Arvestykker, og brugte møbler af god kvalitet, er for eksempel en god måde at få personlighed ind i hjemmet. Det giver også en historie at fortælle, hvis dine gæster kommenterer dem.
Souvenirs fra rejser er også en oplagt måde at få dig selv, og dit liv, ind i indretningen. Gør det gerne på en diskret måde, uden at samle det hele ét sted. Den opmærksomme gæst skal nok opdage detaljerne, og de diskrete hints virker tit bedre, end det alt for åbenlyse.
En fotovæg, med egne billeder, er også en mulighed. Sæt streg under det personlige element ved at købe gamle rammer – og slip for bøvlet, med at finde de rette mål, ved selv at printe billederne ud, så de passer i rammen.
Lav diskrete farvetemaer
Hvis du vil gøre lidt ekstra, for at binde et rum sammen, kan du vælge forskellige farvetemaer til nogle af dine rum. Lad være med at overdrive ved at lave et køkken, hvor alt er rødt, men gør det diskret, med rødternede viskestykker, røde emaljegryder ovenpå køkkenskabet og et maleri med røde farver på væggen. Det giver et helhedsindstyk, som dine gæster husker, og det giver et klarere indtryk af forskellige rum, med forskellige funktioner.